Spring til indhold
Luk

NUTID

Multikunstner Claus Ankersen har skabt værket ”NUTID” på byggehegnet bag rådhuset. Claus Ankersen er både forfatter, spoken word-artist og installationskunstner, hvilket også tydeligt fremgår af værket.

NUTID er på samme tid skrevet på dansk og på intergalaktisk – ved at vende bogstaverne om. Rundt om bogstaverne står tekst om fremtiden. Odenseaneres ideer og tanker er medtænkt som inspiration til værket. Det er en krydsning mellem poesi, billedkunst, installation og offentlig udsmykning.

Claus fortæller om værket: ”Jeg er interesseret i at udforske rummet mellem det steds-specifikke og det fællesmenneskelige, og styrke det poetiske i det offentlige rum ved at installere tekst som billedkunstnerisk værk. Værket forholder sig til byens rum ved på samme tid at være abstrakt, figurativt samt sted- og tids-specifikt. 
Claus Ankersen håber, at værket gennem ”metateksten 'NUTID' i samlæsning med subteksten på værket, som handler om 'fremtiden', vil koble oplevelsen af det forgangne, af det værende og af det tilblivende sammen hos beskueren og på den måde bidrage til aktiv inddragelse i byrummets kognitive skabelse.

Bedøm selv om det er lykkedes, når du kommer forbi byggehegnet bag rådhuset.