Spring til indhold
Luk

Tre visionære bud videre i konkurrencen om fremtidens Thomas B. Thriges Gade

Tre tværfaglige teams fra ind- og udland er udvalgt til at gå videre i konkurrencen ’Fra gade til by’- et unikt byprojekt, der vil forvandle den trafikerede Thomas B. Thriges Gade til et nyt, livligt byområde lige midt i Odense. Fra den 11. august 2011 kan forslagene ses i en bemandet udstilling, hvor det bliver muligt for Odenses borgere at drøfte forslagene.

Første fase af konkurrencen ’Fra gade til by’ er slut, og blandt de syv teams, der var med i opløbet, har en enig dommerkomite nu udvalgt tre, der bliver indbudt til forhandling om videre udvikling af deres forslag.

De tre vindende teams er:

ADEPT Aps
Underrådgivere: MVRDV bv (NL); Ting & Wainø landskabsarkitekter Aps; Slot Møller Rådgivende Ingeniører A/S; Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S; Via Trafik; EMCON AS; ACT; Capacent Management Consulting A/S; U:R:D Urban Research and Design

Entasis
Underrådgivere: Grontmij | Carl Bro; SWECO Architects; sbs rådgivning; MOMENTUM Research & Development

Polyform, Henning Larsen Architects, Dress & Sommer
Underrådgivere: WTM Engineers International (D); Argus (D); Jonathan Speirs + Major (UK)

”Vi står med tre rigtig gode forslag, som giver nogle meget spændende bud på, hvordan vi udnytter den historiske chance for at binde Odense sammen igen og skabe et aktivt og levende byområde midt i byen,” siger borgmester Anker Boye.

”Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade er et enestående projekt. Ikke mange byer har muligheden for at skabe ny by midt i den gamle. Den mulighed har vi en forpligtelse til at få det bedste ud af, til gavn for Odense og til inspiration for andre byer. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu står med tre perspektivrige forslag fra tre teams,” siger Flemming Borreskov, adm. direktør i Realdania.

De tre udvalgte teams går nu i gang med at bearbejde deres forslag ud fra dommerkomiteens anbefalinger og på baggrund af input fra borgere og interessenter.

I den anledning er borgere og interessenter i Odense inviteret til at komme med synspunkter og ideer til de tre forslag. Frem til den 19. august kan forslagene ses på en bemandet udstilling  på Odense Adelige Jomfrukloster, og derefter kan de opleves den 22. og 23. august i bymidtens gågader og den 6. og 7. september på studiestartsmessen på SDU. Her vil være mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer og ideer.

”Det er vigtigt for os at komme i snak med odenseanerne og høre deres reaktioner. Hvordan skal de nye byrum og pladser se ud? Hvor skal der være op- og nedkørsel til bilerne, og hvordan skal op- og nedgangene til parkering se ud? Hvor skal der være adgang til parkering for gående, cyklende og kørende? Hvad er særligt godt ved de tre forslag, og hvad kan gøres bedre? Hvordan skal udformningen af området omkring letbanens stoppesteder se ud? osv.  Der er mange elementer i projektet, som vi gerne vil have input og kommentarer til. Vi håber derfor, at mange vil tage en tur forbi Odense Adelige Jomfrukloster, og give ideer og bemærkninger til projektsekretariatets medarbejdere” siger borgmester Anker Boye.


Yderligere information

Borgmester Anker Boye, Odense Kommune, ab@odense.dk, tlf. 40 75 33 33

Direktør Hans Peter Svendler, Realdania, hps@realdania.dk, telefon 70 11 66 66
Projektchef, Svend Heegaard, shee@odense.dk, tlf. 51 77 73 56


Du kan læse mere i faktaarket her