Spring til indhold
Luk

Arkæologiske forundersøgelser på Thomas B. Thriges Gade

Thomas B. Thriges Gade skal omdannes fra gade til by, men inden det kan ske, skal gadens fortid belyses. Derfor har Partnerskabet bag omdannelsen af Thomas B. Gade (Realdania og Odense Kommune) allerede nu igangsat arkæologiske forundersøgelser.
”Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade vil skabe en ny bydel lige midt i det historiske Odense. Det er ikke mange byer, der får sådan en mulighed, og for Partnerskabet bag omdannelsen er at det vigtigt, at vi på én gang forholder os til den eksisterende, historiske by, samtidig med at den får tilført noget nyt, der kan markere Odense som en moderne, fremadrettet by” forklarer projektchef Svend Heegaard.

Derfor er forundersøgelser af gadens historie allerede nu i gangsat, de skal give et overblik over de kommende arkæologiske udgravningers omgang i forhold til tid og økonomi.

Odenses fortid belyses
Arkæologerne får en enestående mulighed for at grave sig gennem Odenses historie i forbindelse med omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade, og allerede nu foregår de første prøvegravninger i det grønne anlæg ved Rosengade. Her rummer jorden spændende historier fra Odense i 1800-tallet. Tiden vil vise, hvilken ny viden om Odenses historie, omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade bringer for dagen.

”Jeg er sikker på, at vi vil få ny betydningsfuld viden om vores historie. Ved omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade, får vi adgang til store områder i det ældste Odense og når derved ned til de ældste kulturlag. Forundersøgelserne, som vi gennemfører nu, vil give os en indikation af, hvor omfattende vores arkæologiske udgravninger bliver”, siger overinspektør Mads Runge ved Odense Bys Museer.


Fakta
• De arkæologiske forundersøgelser på Thomas B. Thriges Gade er gået i gang. Forundersøgelserne skal give et overblik over de tidmæssige og økonomiske konsekvenser af de arkæologiske undersøgelser.

• De arkæologiske forundersøgelser foregår i et samarbejde mellem Partnerskabet bag Fra gade til by (Realdania og Odense Kommune) og Odense Bys Museer, som forestår forundersøgelserne.

• De næste to måneder vil museets arkæologer i området omkring Thomas B. Thriges Gade være i færd med at kortlægge, hvor meget af Odenses historie fra før ”gaden” der er tilbage, hvad der er væsentligt, og ikke mindst hvor lang tid de efterfølgende skal bruge til at undersøge det.

• Forundersøgelserne foregår helt konkret ved at grave en række mindre søgehuller langs med Thomas B. Thriges Gade og registrere, hvad mere end 1000 års byliv på stedet har efterladt i form af rester af gader og huse og daglivets ting og sager. Det vil blive fulgt op af boringer i gaden til maj.

• Projektområdet går tværs igennem det ældste Odense. Odenses rygrad er Overgade-Vestergade, der udgør en del af det ældgamle vejforløb tværs over Fyn. Området på begge sider af Overgade rummer Odenses ældste historie. Nord for Overgade forsvandt historien sporløst da P-kælderen under Fisketorvet blev bygget, inden der var noget som hed en museumslov. Tilbage står området med I: Vilhelm Werners Plads, der rummer den gamle karré mellem Overgade og Albani Torv tidligere Albani kirke og kirkegård. Området er helt centralt for muligheden for at forstå det ældste Odenses historie. Andre dele af projektområdet rummer oplysninger om det Odenses senere udvikling op gennem renæssancen helt frem til de forsvundne dele af H. C. Andersens kvarterets arbejderboliger fra 1800-tallet.

• Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade vil skabe en ny bydel med boliger, butikker, erhverv, letbane, parkeringsanlæg og byrum. Omdannelsen begynder i 2014 og ventes at stå færdig omkring 2020.


Mere information
Projektchef Svend Heegaard, tlf. 51 77 73 56, mail shee@odense.dk
Overinspektør Mads Runge, tlf. 65 51 46 64, mail mtr@odense.dk

Følg løbende med i projektet på www.fragadetilby.dk