Spring til indhold
Luk

Finansiering af Letbanen er på plads

Finansloven sender 1.1 mia.kr. til Odense Letbane. Det står klart efter de netop afsluttede finansforhandlinger. Dermed kan Odense Letbane være klar i 2020, samtidig med omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade.

Odense Letbane er en vigtig del af den plan, som skal være med til at transformere Odense. Der er planlagt to letbanestop i Fra Gade til By projektets område. Et ved det kommende Musik- teater- og konferencehus og et ved Odense Rådhus.

- Investeringen viser med al tydelighed, at det er opbakning til den plan, vi har lagt for byens udvikling. Vi udvikler vores by for at skabe arbejdspladser. Det gør, at vi får råd til velfærd. Alene letbanen skaber 2.000 jobs i Odense mens den anlægges , siger borgmester Anker Boye.

I finanslovsaftalen afsættes der 1.1 mia.kr. i statsligt tilskud til anlæg af en ny letbane i Odense i perioden 2015-2020. De samlede anlægsinvsteringer er ca. 2.4 mia.kr. Med 100 mio.kr. fra Region Syddanmark og de resterende midler fra Odense Kommune er finansieringen nu på plads.

Etableringen af Letbanen starter i 2016 og den første letbanevogn sættes på skinnerne i 2020, samtidig med at omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade står helt færdig.

Fakta om Letbanen

- 26 stationer i alt, fra Tarup i nord til Hjallese i syd

- 14 km spor

- Afgang hvert 10. minut fra alle stationer

- Sammenhæng til busnet, regionaltog og intercitytog

Læs meget mere om Letbanen på odenseletbane.dk