Spring til indhold
Luk

Guldring med smykkesten fundet

En fin guldring fra 1200-tallet med en meget smuk indfattet granat-smykkesten er det seneste fund fra den store udgravning bag Odense Rådhus.

Ringen blev fundet af udgravningens frivillige metaldetektorfører, som straks kunne se, at her var noget helt specielt. Arkæologernes interesse blev da også i høj grad fanget, for den fine fingerring med granat-smykkestenen var ikke blot smuk at se på, den viste sig også at kunne dateres helt tilbage til 1200-tallet.


Kom og se guldringen - kun lørdag!

Den værdifulde ring ligger lige nu sikkert gemt af vejen i en bankboks, men på lørdag den 2. november kan man, som noget helt særligt, få den at se.

I fire timer, vil guldringen blive udstillet i Fra Gade til Bys røde Infoboks lige overfor udgravningen på I. Vilhelm Werners Plads bag Odense Rådhus. En arkæolog står klar til at fortælle om guldringen og dens historie. Åbningstiden er fra kl. 10.00 til 14.00 og der er gratis adgang.

Samme dag holder udgravningen åbent hus fra 10.00 – 14.00 med rundvisninger hver time kl. 10, 11, 12 og 13. Der er også åbent i arkæologens arbejdende værksted. Her kan man se, hvordan de mange spændende fund fra udgravningen bliver analyseret og behandlet.

Guldringe var kun for de allerfornemste

I middelalderen var ringe af guld stort set forbeholdt kirkens folk og adelen. I modsætning til i dag, var guldfingerringe lige så brugt af fornemme mænd, som af fornemme kvinder.

I middelalderen lå der meget symbolik i ringene. De var ikke kun til pynt, men havde en betydning. Nogle ringe havde religiøs betydning, mens andre hjalp mod sygdom eller var symboler på forlovelse eller giftermål, som vi kender det i dag.

Meget fornemme mænd kunne endda finde på også at bære ringe på det yderste fingerled for at vise deres rigdom og magt.

 

Om guldringen

Ringen dateres til 1200-tallet og er meget velbevaret.

Ringen er ca. en ringstørrelse 54 og er ca. 17 mm i diameter.

Ringen vejer inkl. sten 1,45 g.

Karaten på guldet vurderes til at være relativt høj.

Stenen er en granat, som kan stamme fra Mellemeuropa, men granater kendes også fra andre steder i verden.

Rundt om stenen ses en grålig/sort masse eller kant, som er korroderede sølvrester. Sølvet kan måske stamme fra en lille sølvplade, som er blevet lagt ind under stenen for at få den til at funkle mere. I modsætning til guld, har sølv ikke den samme modstandskraft mod århundreders ophold i jorden og sølvet på ringen ser derfor mørkt ud i dag.