Spring til indhold
Luk

Nu udbydes de første 14 byggegrunde til salg

Udbudsmaterialet offentliggøres nu
Nu kan interesserede investorer se det fulde udbudsmateriale for udbuddet af de første 14 byggefelter i omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade. Materialet offentliggøres her på hjemmesiden under fanen Investor.

De 14 byggefelter ligger alle i den nordlige del af projektområdet. Byggefelterne er inddelt i 7 puljer og interesserede købere kan afgive bud på en eller flere af puljerne.

Krav til investor
For at opnå retten til at bygge i området, skal investoren opfylde en række betingelser. Hver tredje måned skal udbudstageren fremlægge dokumentation for, at arbejdet med at udvikle det kommende byggeprojekt skrider planmæssigt frem.

Investor skal bl.a. sørge for, at arkitekttegninger, ingeniør-tegninger og økonomien i byggeprojekterne løbende udvikles, så man kan gå i gang med at bygge, lige så snart grundene er klar til det.

De færdige projekter skal bl.a. følge den overordnede helhedsplan for bygninger og byrum i den nye bydel, som Odense Byråd har godkendt i juni 2013.

Fordele ved tidligt udbud
Denne udbudsform giver både investor, Odense Kommune og partnerskabet bag Fra Gade til By, muligheden for sammen at udvikle de helt rigtige byggeprojekter, så det nye byrum lever op til de visioner, som er beskrevet i Team Entasis vinderprojekt for området.

Samtidig gøres byggeprocessen smidigere, fordi byggeprojektet ligger færdigt og klar den dag grunden er klar til at blive bygget på.

Frist den 20. september
Fristen for at afgive bud er den 20. september 2013. Derefter vil hvert enkelt bud blive vurderet. De samlet set mest attraktive tilbudsgivere vil få retten til at udvikle et byggeprojekt i samarbejde med Fra Gade til By, Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning og projektets rådgivende arkitektfirma Entasis.

Hvilke investorer, der vinder udbuddet, offentliggøres i slutningen af oktober 2013. 

Se hele udbudsmaterialet og projektets helhedsplan her.