Spring til indhold
Luk

Åbent for ansøgninger til midlertidige aktiviteter

Nu kan du søge om hjælp til at gøre din egen idé til spændende aktiviteter på Thomas B. Thriges Gade til virkelighed.

Når Thomas B. Thriges Gade lukker for gennemkørende biltrafik til sommer, bliver der mulighed for at lave kunst på byggepladshegnet, sjove installationer i byrummet, fællesspisning på fortovet eller noget helt fjerde.

Koordinator for midlertidige aktiviteter i Fra Gade til By-projektet Signe Kjær Wæhrens, har store forventninger til de midlertidige aktiviteter, som skal være med til at gøre området spændende, også mens byggeriet står på:

”Man kan sige, at når Thomas B. Thriges Gade lukker for biler, så åbner området for mennesker. Vi håber, at så mange som muligt vil komme med deres idéer. Det er vigtigt for byen, at området ikke bare er en irriterende byggeplads. De der færdes i området skal have en oplevelse med på vejen og nogle af aktiviteterne vil man måske bevidst vælge at tage hen og se eller selv være med til.”

Aktiviteterne er også en mulighed for at foregribe den fortætning og sammenbinding af bymidten som er hele formålet med projektet. Projektet vil gerne facilitere aktiviteter, som allerede fra byggestarten binder byen sammen igen på tværs af Thomas B. Thriges Gade.

Endelig er tiltagene en mulighed for at teste idéer af, til hvordan de fremtidige byrum i området skal indrettes. Ved at indrette et sted midlertidigt, kan arkitekter og byplanlæggere se, om folk bruger stedet, sådan som de er tænkt, eller om de skal planlægges anderledes.

Pladsmangel er en udfordring

Den eneste udfordring er dog plads. Selvom gaden lukker fra Østre Stationsvej og til Hans Jensens Stræde ved fyrtøjet, så kommer selve byggepladsen til at fylde så meget, at når der først er skabt plads til cyklister og gående langs byggehegnet, er der ikke meget plads tilbage til aktiviteter.

”Det gælder om at tænke kreativt”, siger Signe Kjær Wæhrens, ”Der bliver masser af byggehegn, hvor man kan lave sjove ting, og så er der rundt omkring en masse små lommer af byrum, hvor der er plads til spændende idéer”.

Alle kan søge!

Du skal blot udfylde ansøgningsskemaet på hjemmesiden fragadetilby.dk og sende det til projektet, så vil Fra Gade til By projektet kigge på forslaget og prøve at finde plads til jeres idé og hjælpe jer med at få de nødvendige tilladelser.

Hvad kan det være for nogle aktiviteter?
Din ide kan være f.eks. en rutsjebane, fællesspisning, parade, vægmaleri, pop op marked, digtoplæsning, strikkede træer eller skulpturelle installationer.

Der skal være plads til mange forskellige bud på, hvad der er smukt og grimt, sjovt og spændende i området.

Se mere om ansøgning på siden Aktiviteter

Første ansøgningsfrist er den 15. april 2014.