Spring til indhold
Luk

Cykelsti må vige for arkæologi

Sommeren over, må cyklister og gående deles om pladsen på tværs af Vestergade.
De arkæologiske udgravninger på I. Vilhelm Werners Plads er rykket ind i deres sidste fase. Udgravningen har nu bredt sig ud på cykelstien foran den røde Infoboks og hen til Ulsteds Hjørne ved Lagkagehuset.

Cykelstien langs Rådhuset og Infoboksen er midlertidigt blevet lagt om og løber nu midt på I. Vilhelm Werners Plads.
 

Gensyn med Odenses ældste hus

Arkæologerne fra Odense Bys Museer ved med sikkerhed, at de vil gøre mindst et spændende fund.

Det store byhus fra 1100 tallet, som blev fundet på pladsen sidste sommer og som arkæologerne kaldte for Herrehuset, blev dengang kun halvt udgravet. Nu har arkæologerne endelig chancen for at undersøge den anden halvdel af huset, som indtil nu har gemt sig under cykelstien.

Middelalderarkæolog Maria Elisabeth Lauridsen glæder sig til den kommende tids udgravninger:
 ”Vi er efterhånden ved at danne os et rigtigt godt billede af, hvordan byen har udviklet sig her i området. Det er jo utroligt sjældent, at man får mulighed for at udgrave så stort et sammenhængende område i en middelalderby, og indtil videre har det langt overgået mine forventninger, så ja, jeg glæder mig rigtigt meget.”
 

Midlertidigt byrum mens vi venter

De arkæologiske udgravninger slutter omkring september og derefter anlægger Fra Gade til By et midlertidigt byrum på pladsen, som skal være i brug frem til byggeriet i denne del af byen går i gang i 2017.

Pladsen skal være et rart sted at være og kunne rumme spændende og midlertidige aktiviteter.

Projektchef Svend Heegaard siger:
”Vi vil gerne lave et byrum, som Odenses borgere kan få glæde af i de næste par år og som kan bruges til alle mulige forskellige aktiviteter. Der går jo et godt stykke tid, inden vi går i gang med at bygge syd for Hans Jensens Stræde og i mellemtiden skal I. Vilhelm Werners Plads være et sted, hvor man har lyst til at opholde sig, og hvor man kan opleve nogle spændende ting”