Spring til indhold
Luk

Sæbekasseræs og dansende børn sætter fut i historisk gadefest

Dansende børn, musik, farver, sæbekassebil-ræs, rally bowl og feststemning vil fylde Thomas B. Thriges gade i weekenden den 28. og 29. juni, før omdannelsen starter. Vi holder gadefest for at markere den skelsættende og historiske begivenhed for Odense.

Byen danses sammen igen
Lørdag den 28. juni kan børn fra hele Odense opleves i en spektakulær danseopvisning koreograferet af Ingrid Kristensen & Co. Med farverige og fantasifulde kostumer, dans, humor og poesi vil de optrædende børn symbolsk binde bymidten sammen igen på tværs af den store vej, som siden 1970 har adskilt det østlige og vestlige centrum af Odense.

Resten af lørdagens program vil blive afsløret i løbet af de kommende måneder.

Børneræs på asfalten
Søndag den 29. juni bliver fyldt med fart, sjov og ballade.

Fra kl. 10.00 til kl. 16.00 forvandler DR’s Ramasjang Rally den grå asfalt til et vildt og spraglet rallyområde.

Alle børn kan prøve kræfter med sæbekassebilbowling og de vilde dragster-biler på en lang dragster-race bane. Der er også et mini-rally for de to til fem årige.

Det superseje rockband Powersolo kommer og fyrer den af på scenen med den fedeste rockkoncert med fartstriber! Naturligvis spiller bandet også deres kendte Ramasjang Rally-temasang.

Børn i alderen 7 - 12 år dyster i den store Ramasjang Rally turnering om at være Odenses hurtigste i sæbekassebil-ræs. Løjerne styres af de populære Ramasjang Rally-værter, Sofie Østergaard og Carsten Reinholdt.

I picnic-pitten kan de seje rallykørere og deres heppere og publikum slappe af og købe popcorn og andet godt.

Er du under 12 år og vil du gerne være deltager i Ramasjang Rally Turnering?
Så kontakt Jacob fra DR på jarc@dr.dk eller på tlf. 28 54 00 29.

DR: Vi glæder os!
Hos DR glæder man sig til at feste med børn og voksne i Odense:

”TV-programmet Ramasjang Rally har åbnet manges øjne for, hvor fedt det er at bygge sin egen sæbekassebil og køre ræs sammen. Vi glæder os helt vildt til at tage Ramasjang Rally 'on the road' i bogstaveligste forstand, når vi indtager Odense med den største Ramsjang Rally event til dato”, siger projektleder Kasper Zederkof fra DR.

Hold øje med hjemmesiden. Vi afslører resten af weekendens program i løbet af foråret.