Spring til indhold
Luk

Redeligheder

”Redeligheder” er navnet på den seneste midlertidige aktivitet i Fra Gade til By projektet.

Rederne finder du dels i træet i svinget ved Nørregade/Fisketorvets parkering dels i træerne foran den irske pub Ryans. Den skulpturelle installation er skabt af Fletværket – site specifik land art, der har modtaget støtte fra vores efterårspulje 2015.

Kunstneren Jette Mellgren fortæller om projektet:

”Reder er symbol for udklækning af nyt liv. Til livet i rederne er knyttet ventetid, håb og drømme for en ny fremtid. Helt parallelt til tilblivelsen af Odenses nye bydel. Rederne er skabt til træerne, som en naturlig gevækst med kant, der leger med det naturlige og det konstruerede.

Projektet er frembragt af naturens grønne materialer og viser et organisk naturligt udtryk - placeret midt i byens byggeplads.
Projektet der bliver til i et spændingsfelt mellem natur og kultur, fremstår med en kunstnerisk kant.”

Rederne er flettet i afbarkede pilegrene, da de fanger lyset på en flot måde. Pilegrenene flettes i en tilsvarende teknik, som væverfuglene mestrer til deres redebyggeri. Her er det hannerne, der som arbejdsmænd bygger og hunnerne, der som arkitekter og indretningsarkitekter kritisk inspicerer byggeriet – og nogle gange kræver forbedringer!

Hvis du har én god idé til en midlertidig aktivitet i Fra Gade til Bys projektområde, kan du søge penge fra vores forårspulje på 500.000 kr. Ansøgningsfristen er 16. marts 2016. Læs mere under menupunktet Aktiviteter.