Spring til indhold
Luk

WaveWall

Ny udsmykning på byggehegnet ved Skulkenborg
WaveWall er et projekt fra efterårspuljen 2015 af arkitektstuderende Magnus Mellgren og Tora Lie Brunborg. Der er tale om en vægdekoration udført af simple trækonstruktioner, som danner en bølget organisk form, deraf navnet WaveWall.

Vægdekorationen består af trekanter i træ, som giver et kontrolleret udtryk, der bevæger sig op og ned ad væggen og herved gør udtrykket let, bølget og organisk. WaveWall er ud over sit æstetiske udtryk også en fri kunstnerisk fortolkning af en by i bevægelse, en by i fremdrift, hvor det ene nye tiltag fører en bølge af nye bevægelser med sig.

”Vores ønske er at give borgere og forbipasserende en stærk visuel oplevelse. Vi finder det interessant at arbejde med pladehegnet som en tredimensionel flade, der optræder dynamisk, rytmisk og påkalder sig den forbipasserendes blik. Som en stille, men alligevel anmassende og insisterende flade,” fortæller Magnus og Tora.

WaveWall samler de mange nye tiltag i Odense i én billedflade og fremstiller byen i proces og i bevægelse. Og så er WaveWall med til at understrege det pulserende liv, som foregår på begge sider af byggehegnet, ligesom den vil afspejle en by i bevægelse og fremhæve de efterdønninger samt nye tider og tiltag, der følger af et bølgeslag.