Spring til indhold
Luk

Året der gik i Fra Gade til By

Der er sket meget i Fra Gade til By projektet i det forgangne år. Her har vi samlet årets vigtigste begivenheder og vi kigger samtidig lidt fremad mod 2018.

Byggepladsen etableres

2017 var året, hvor vi for alvor fik etableret byggepladsen på Fisketorvet, I. Vilhelm Werners Plads og Albani Torv. I første omgang var det muligt, at dele byggepladsen op i to dele, så fodgængere stadig kunne gå den lige vej imellem Overgade og Vestergade.

I løbet af foråret blev der mere og mere trængsel i området. Flere gange om dagen måtte vi spærre fodgængerstien, fordi store maskiner skulle køre på tværs af pladsen. I april måned var aktiviteten så stor, at vi måtte lukke byggepladsen helt af og i stedet lede alle fodgængere udenom.

Vi havde friske hegnvagter på plads til at lede folk på rette vej i de første 14 dage og vi bød på en kop kaffe og lidt sødt til den ekstra tur rundt om pladsen.

1000 meter Odense – det blå hegn

April blev også debuten for vores indsats for at gøre omvejen rundt om pladsen pænere og sjovere. Byggehegnet blev malet blåt og under overskriften ”1000 meter Odense” gik vi i gang med at udsmykke de ca. 1000 meter pladehegn rundt om pladsen.

Mange lokale og internationale kunstnere og kreative sjæle har indtil nu bidraget til at gøre hegnet til et kilometerlangt kunstværk med skiftende udstillinger.

Som noget af det første havde vi et rigtigt godt samarbejde med kunstneren Mormor. Han satte sig for at fortælle hele byens historie på 20 meter byggehegn. Værket blev indviet sammen med borgmester Peter Rahbæk Juel den 17. maj.

Se billeder og omtale af udsmykningerne her

De første beboere flytter ind i den nye bydel

I juni måned nåede vi et af projektets helt store milepæle. På stedet, hvor vi i 2014 lukkede Thomas B. Thriges Gade, ligger nu to færdigbyggede huse, hvor den nye bydels første beboere er flyttet ind.

Kvarteret har fået navnet Carl Nielsens Kvarter og det er samtidig stedet, hvor vi kunne indvie det første færdigetablerede byrum i den nye bydel. Belægningen består af gule Odense-klinker og strækker sig ind imellem de to nye huse og hen til Hans Jensens Stræde. Den lille gade bliver nu ikke længere skåret over i to dele af en stor, trafikeret vej og man kan gå direkte fra Nørregade til H. C. Andersen Kvarteret via det nye byrum i Carl Nielsens Kvarter.

Fra Gade til By projektet har også anlagt pladsen foran Odeon. Belægningen er en blanding af Odense-gule, brune og røde klinker. Den samme belægning kommer til at strække sig mod vest forbi det kommende hotel og hele vejen til Nørregade. På pladsen foran Odeon har vi sat to smukke, runde træbænke. Bænkene varierer i siddehøjde, så både de langbenede og de knap så store kan sidde godt.

Byg til Vækst aftale
I august måned indgik Fra Gade til By, sammen med vores stor-entreprenør Züblin, en samarbejdsaftale med det fælles fynske samarbejde Byg til Vækst. Aftalen skal være med til at flytte ledige fra arbejdsløshed til uddannelse og beskæftigelse inden for byggefagene.

Det sker blandt andet ved at ledige uden uddannelse kommer i ”snusepraktik” på vores byggeplads. Snuseforløbet kan åbne de lediges øjne for de jobmuligheder der er i byggebranchen og være med til at skaffe dem et netværk, der får dem tættere på arbejdsmarkedet.

Cyklister i p-kælderen

Til glæde for mange cyklister indgik vi den 1. september en aftale med politiet, der tillader cykler på nedkørselsramperne fra Nørregade og Hans Mules Gade. Det betyder, at man nu kan cykle igennem kælderen og op og ned af de to ramper. Vi har etableret ca. 300 cykel parkeringspladser i p-kælderen.

Timingen for cykel-aftalen var rigtig god, for samme dag startede et nyt studieår for de studerende på Syddansk Musikkonservatorium og Den Danske Scenekunstskole, der begge har til huse i Odeon.

Vi har lavet en video om cykling i p-kælderen. Se den på Fra Gade til Bys youtube kanal her

Flytning af ruinen

En af de mere spektakulære begivenheder i år, var da vi flyttede den 600 år gamle bygning kaldet ”ruinen” på I. Vilhelm Werners Plads.

Ruinen er resterne af en købmandsgård, der blev bygget i Odense i 1420’erne. Den blev flyttet for at gøre plads til p-kælderen og for at give den en bedre placering i den kommende nye bydel.

Fredag den 27. oktober kunne man derfor se noget så usædvanligt som en middelalderbygning med hvælvet kælder blive sat på skinner og rullet af sted til en ny placering.

Det er anden gang i historien, at den gamle bygning flyttes. Sidste gang var i 1971, hvor den fredede bygning stod i vejen for anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade.

Vi har lavet en time-lapse film med flytningen, som du kan se på Fra Gade til Bys youtube kanal her.

Byggeriet af p-kælder syd

Inde på byggepladsen er der travlt hver dag. Området skifter hele tiden udseende og der er hele tiden forskellige maskiner og kraner i arbejde.

Hele den gamle p-kælder under Fisketorvet er nu brudt ned og kørt væk. Vi er rigtigt godt på vej med at få bygget tunnelen, der skal forbinde den nordlige og den sydlige del af p-kælderen. Gulvene i tunnelen er støbt og vi har fået monteret godt halvdelen af søjlerne og de store TT elementer, som skal bære taget i tunnelen.

I november måned kunne vi sige farvel til det store sekantpælebor, som flittigt har boret huller til tusindvis af pæle hele vejen rundt på byggepladsen. Pælene udgør rygraden i p-kælderens bærende ydervægge.

Nu er vi i gang med at bore jordankre ind i pælene. De skal stabilisere dem, så jordtrykket bag væggen af pæle ikke med tiden kan få kældervæggene til at skride.

Samtidig kører vi hver dag mange tons jord væk, så vi kan få gravet helt ned i ca. 10 meters dybde.

Juletræer og belysning i Overgade

Cityforeningen og Fra Gade til By har i år sørget for ekstra juletræer og julebelysning i Overgade. Træet ud for Skjolden har fået julelys og fire juletræer lyser op for enden af Overgade.

Arbejdernes Landsbank har givet plads til et juletræ på deres tagterrasse, som kan ses vidt omkring.

Ved passagen ud for Arbejdernes Landsbank har installationskunstnerne i Chaos Engine lavet et spændende lysværk med changerende lys og uendelighedsspejle i byggehegnet.

Hvad sker der næste år
2018 bliver endnu et spændende år i Fra Gade til By projektet. I den nordlige ende af projektområdet bliver Terrassehusene, hotellet og Byfællesskabet bygget færdige, mens TBT Tower for alvor vil begynde at rage op over de øvrige bygninger.

Du kan læse mere om alle de kommende bygninger her

Samtidig kan vi lidt efter lidt åbne for flere trappetårne i den nordlige p-kælder og tage byrummene over jorden i brug.

I den sydlige del vil byggepladsen inden for få måneder omdannes til et kæmpestort hul og derfra bygger vi de to etager p-kælder med plads til ca. 500 biler og 7 trappetårne op fra bunden.

Fra Gade til By ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår!